VEDTÆGTER

For

Rungsted Bådelaug
Interesseforeningen for bådejere i Rungsted Havn.

§1

Navn

Foreningens navn er Rungsted Bådelaug med undernavn Interesseforeningen for Bådejere i Rungsted Havn. Dens hjemsted er Hørsholm kommune.

§2

Formål

Foreningens formål er at varetage bådejernes servicemæssige og økonomiske interesser over for havnen, kommunen og andre myndigheder eller instanser, som måtte have indflydelse på havnen og dens drift.

§3

Medlemmer

Som medlemmer optages personer med bådplads i Rungsted Havn. Andre personer kan med bestyrelsens godkendelse optages som passive medlemmer.

§4

Ledelse

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af mindst 4 og højst 7 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer umiddelbart efter generalforsamlingen sig selv med en formand, næstformand og kasserer. Det er bestyrelsens opgave at udarbejde en handlingsplan for foreningens aktiviteter samt et budget for de nødvendige udgifter.

§5

Ordinær generalforsamling

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt inden for månederne januar til og med marts og skal indkaldes skriftligt til de de enkelte medlemmer med 3 ugers varsel. Indkaldelsen til generalforsamlingen bilægges foreningens årsregnskab. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 1. februar. Generalforsamlingens beslutninger træffes med simpel stemmeflertal. Hver bådplads har 1 stemme. Passive medlemmer har ingen stemmeret.

§6

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal bilagt dagsorden indkaldes som angivet i §5 af bestyrelsen når bestyrelsen ønsker det eller senest 6 uger efter, at mindst 20 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom.

§7

Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab og godkendelse heraf
4. Forelæggelse af budget og godkendelse heraf
5. Fastsættelse af kontingent
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelse.
8. Valg af revisor og suppleant
9. Eventuelt

Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet skal være revideret, før det udsendes med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

Kassereren indkasserer foreningens indtægter og betaler de af bestyrelsen godkendte udgifter. Kassereren fører en kassebog over samtlige indtægter og udgifter, således at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling altid kan aflæses heri og udarbejder foreningens årsregnskab.

§9

Tegning og hæftelse

Foreningen forpligtes udadtil af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. For foreningens økonomiske forpligtelser hæfter alene kun foreningens formue. Ingen medlemmer hæfter på noget tidspunkt for foreningens gæld eller underskud.

§10

Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kræver at 2/3 af de afgivne stemmer stemmer for.

§11

Opløsning

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, kan bestyrelsen dog indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet af de fremmødte stemmer.

Ved foreningens opløsning skal formuen tilfalde Rungsted Havn.

Ændret på ekstraordinær generalforsamling i Interesseforeningen for Bådejere i Rungsted Havn Den 12. januar 2004