Rungsted Bådelaug

Bådelauget er bådpladslejerne "grundejerforening", som tager bådejernes parti, og vi arbeder utrætteligt for bådejernes rettigheder og muligheder i Rungsted Havn. Bådejerne betaler langt den største del af havnens drift og vedligeholdsudgifter. Bådejerne er selve årsagen til, at Havnen eksisterer. Derfor skal de også have indflydelse.

torsdag den 28. februar 2019

Referat af 2018 Årsmøde for Rungsted Havn

Referat af Årsmøde for Rungsted Havn, torsdag den 29.11.2018.

Der var forinden årsmødet fremsendt følgende agenda:
  1. Velkomst
  2. Sådan gik året 2018
  3. Det sker i året 2019
  4. Resultatopgørelse 2018 (estimeret) og budget 2019
  5. Brugerundersøgelse blandt bådpladslejere
  6. Status bestyrelses projekter
  7. Spørgsmål/emner fra pladslejere, søsportsklubber og erhvervsforening
I det efterfølgende gives nogle (referentens, EHJ) bemærkninger til de enkelte punkter. Bemærkningerne følger ikke agendaen, da denne ikke blev fulgt slavisk! Plancherne der blev brugt under mødet kan findes på havnens hjemmeside under nyheder. Der opfordres til at se disse plancher.

Jørgen Thorsell (formand for havnebestyrelsen (JT)) bød velkommen, og opfordrede til en god sund dialog. Her efter præsenterede JT følgende planche:
  • Velkomst – v/ JT
  • Brugerundersøgelse v/ JT
  • De 4 udviklingsprojekter v/ JT
  • Økonomi 2018 og budget 2019 v/ AS
  • Året der gik 2018 v/ AS
  • Året der kommer 2019 v/ AS
  • Tendenser og udfordringer v/AS
  • Eventuelt v/ JT
Planchen fulgte ikke helt den fremsendte agenda.

Herefter præsenterede JT den næste planche:

”Bestyrelsens udgangspunkt"

Vi vil som bestyrelse:

Skabe en moderne kendt kvalitetshavn, der er et åndehul med masser af liv og livskvalitet, der er så attraktiv, så den giver mange flere lyst til flere sikre trygge oplevelser på, i og ved vandet.”

JT nævnte i denne forbindelse: ”Dette er meget mere end at have en plads i havnen”.

Det lyder meget sympatisk, men det store spørgsmål kan nu være, er bådpladslejerne enige i dette. Er det det bådpladslejerne også vil bruge penge på, eller er det måske mere en kommunal opgave? I hvor stor udstrækning er bådpladslejerne villige til at betale, ud over at få en god og sikker havn, der er i god vedligeholdelsesmæssig stand!?

Brugerundersøgelsen blandt bådpladslejerne blev omtalt. JT indledte, men overgav gennemgangen til Anders Söderberg (havnechef (AS)). Der henvises til plancherne (som kan ses på havnens hjemmeside). Den første planche under dette emne viser forholdet mellem tilfredshed og vigtighed. Det, der blev fremhævet som det vigtigste for undersøgelsen var, at tryghed på havnen anses som meget vigtigt, men tilfredsheden lå under hvad der var ønskeligt. Det skal nævnes, at tryghed i denne forbindelse ikke har noget at gøre med havnens sikkerhed i forbindelse med sejlads at gøre, men har at gøre med personers færden og evt. indbrud i både og biler. Havnebestyrelsen vil forfølge dette emne. I øvrigt henvises til havnens hjemmeside, hvor der pr. 13. december 2018 under ”RESULTAT AF BRUGERUNDERSØGELSE” er beskrevet AS’s resumé af brugerundersøgelsen.

På planchen ”mit største ønske til Rungsted Havn” kan læses nogle ønsker som AS havde valgt at medtage. Det skal med stor ros til AS nævnes, at ønsket ”At havnen igen overdrages til sejlerne” , og under planchen ”Dine råd og kommentarer” var medtaget: …..”den årlige leje behøver dog ikke stige mere.”!

Den næste planche var ”De 4 udviklingsprojekter”.

Det første projekt der er nævnt her er ”Ny indsejling”. Det første der bliver nævnt på denne planche er at ”Oprindelige forslag til ny indsejling sat på hold”. Det næste der bliver nævnt på planchen er ”Fremtidssikring af havnen”. Punkterne her under er meget relevante for sikring af den eksisterende havn. Så nævnes to løsningsforslag som overvejes, en minimumsløsning, som er en havneindsejling som nu, og en maksimumsløsning som er en havneudvidelse mod øst. Som stop/go kriterier for maksimumsløsningen er nævnt ”uændret bådpladsleje på eksisterende pladser” – ”Mindst 10% af ekstra indtægt skal som overskud bruges til at forbedre havnens økonomi” – ”Mindst 80% af nye pladser skal være udlejet inden igangsættelse”. Der bliver hele tiden nævnt ”løsningsforslag”, men hvad der egentlig skal ”løses” fortaber sig lidt i sammenhængen! Da hele denne sag om en ny indsejling startede, var det på grund af, at nogle følte, at der ved vind fra nord var for meget uro i yderbassinet! På havnemødet i 2017, blev det af et overvejende flertal af de fremmødte tilkendegivet, at den på det tidspunkt foreslåede havneudvidelse skulle stoppes!

Næste planche er: ”Projekt 2: Arealer på havnen”

Den omhandler:

At der er for få parkeringspladser når bådene er på land. Det er måske her spørgsmålet, om der er for få parkeringspladser til bådejerne der skal klargøre deres både, eller om der er for få parkeringspladser til restauranternes ansatte og gæster – eller begge dele!? Endvidere omtales trafikforhold, kørselsforhold rundt på, eller rundt om, arealerne. Ønsket om en legeplads nævnes også.

Næste planche er: ”Projekt 3: Havnefaciliteter”

Her omtales, at Rungsted Sejlklub, for de lokale sejlere, mangler et klubhus, som der står på planchen, er der tildelt et område ved havnekontoret, men et konkret løsningsforslag var ved havnemødet ikke på plads. Endvidere omtales det ønskelige i at have bad- og toiletforhold i den nordlige og sydlige ende af havnen. Endelig omtales et ”Multiklubhus” Men hvis KDY og Rungsted Sejlklub har et klubhus, er det så for de øvrige interessenter på havnen, vinterbadere….etc. (Der P.T. ikke betaler til havnen!)?

Næste planche er: ”Projekt 4: Havnepladser” se planchen for underpunkter.

Næste planche: ”Forventet driftsresultat for 2018 og budget for 2019”, se planchen.

Næste planche: ”BALANCE”, se planchen.

Næste planche: ”Et tilbageblik på 2018 v/AS”, se planchen.

Så følger to billeder der viser bådene på land for vinteren. Det må siges at være en effektiv udnyttelse af pladsen, men måske ikke så meget plads til forårsklargøring.

Næste planche: ”Hvad har vi i vente 2019 v/AS”, se planchen.

Om problematikken med mastekranen og personløft nævnte AS, at de arbejder på at få det lovliggjort.

Næste planche: ”Positive tendenser”, se planchen.

Her under nævnte AS, at der stadig er behov for mindre bådpladser, og at bådbestanden i Danmark er uændret, endvidere er der en faldende gennemsnitsalder for bådejere.

Næste planche var et billede AS havde taget samme dag som mødet. Denne dag var det ekstremt lavvandet, billedet afslørede hvor dårligt det står til med brohovederne. AS nævnte til slut, at hans største udfordring var at holde havnen flydende!

Sidste planche var et billede også fra samme dag, hvor en mindre fiskejolle ses at stå på grund i havnen. Overskriften til billedet var ”Glædelig jul og godt nytår”.

JT afsluttede med at ønske alle en glædelig Jul, udtrykte stor ros til AS for mødet og for arbejdet med havnen. Endvidere opfordrede JT til at komme med indlæg til kommende møder, til dette møde var der ikke indkommet indlæg!

Hørsholm i Februar 2019        Esper Høy Jørgensen