Rungsted Bådelaug

Bådelauget er bådpladslejerne "grundejerforening", som tager bådejernes parti, og vi arbeder utrætteligt for bådejernes rettigheder og muligheder i Rungsted Havn. Bådejerne betaler langt den største del af havnens drift og vedligeholdsudgifter. Bådejerne er selve årsagen til, at Havnen eksisterer. Derfor skal de også have indflydelse.

tirsdag den 12. marts 2019

Årlig orientering

Årlig orientering fra Rungsted Bådelaug.

Det forlyder, at Rungsted Havn indledte et samarbejde med arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard allerede i 2016 med det formål, at få projekteret et nyt havneindløb, som kunne skabe roligere bølgeforhold i forbassinet under N-lige vindforhold samt tvangsnedsætte anløbende fartøjers hastighed i havneindløbet og i forbassinet.
Det forkastede forslag. (Klik for større)
Dette førte til et forslag (vist herover), som blev præsenteret på havnens årlige orenteringsmøde Nov. 2017.

Forslaget blev massivt nedstemt ex auditorio.

Dette sammen med en vedtagelse i kommunalbestyrelsen om ændring af havnens vedtægter, § 4.1, at havnebestyrelsen ”skal forelægge projekter over kr. 3 mill. for havnens brugere”, fik havnens kommunalt udpegede bestyrelsesformand, Jørgen Lindegaard, til at gå af med øjeblikkelig virkning.

Havnens næstformand, Niels Ryhding, dekreterede på et hastigt indkaldt bestyrelsesmøde dagen efter  ”status quo”, indtil valg af bådpladslejer repræsentanter var afholdt i December 2017, og en ny bestyrelse var konstitueret i 2018.

Der var optimisme i luften, da Rungsted Havns nye bestyrelse trådte sammen, første gang d. 22/1/2018 efter nyvalg af repræsentanter til havnebestyrelsen. Den nye bestyrelse valgte Jørgen Thorsell til formand.

Mantraet fra den nye formand var: Vi ønsker åbenhed, information og medbestemmelse.

Fælles vision og åben information skulle være den nye kurs efter års trakasserier med Jørgen Lindegaard og den daværende bestyrelse.

Det viste sig dog forholdsvis hurtigt, at de positive udtalelser fra formanden ikke holdt. At han ville holde interne drøftelser og meningsforskelle mellem bestyrelsesmedlemmerne ude fra det offentlige rum, idet man valgte at pålægge medlemmerne tavshedspligt og kun udsende beslutnings referater (som den tidligere bestyrelse gjorde) og  ikke-forhandlings referater, som havnens vedtægter tilsiger. Dette til trods for at der i havnens vedtægter tydeligt står anført, at der skal udarbejdes en forhandlingsprotokol med referater af havnebestyrelsens møder.

Vi anser i Rungsted Bådelaug en forhandlingsprotokol for at være meget vigtig, for at alle udenfor bestyrelsen kan følge med i havnebestyrelsens arbejde og for at kunne se hvilke forskellige holdninger der måtte være i bestyrelsen til de forskellige emner, der bliver behandlet og besluttet. Envidere at alle på basis af forhandlingsreferaterne kan komme med kommentarer, spørgsmål og forslag til havnebestyrelsen.

I løbet af foråret / sommeren 2018 kom det frem, at den gamle sag om ”ændring af havneindløb” fra 2017 (vist øverst), som blev nedstemt på havnens orienteringsmøde november 2017 med Jørgen Lindegårds afgang til følge, stadigvæk rumsterede.

Et omfattende byggeprojekt i KDYregi til facilitering af et nyt jolle - elitecenter for Nacra 17 foil både understøttede den formodning, at en gennemgribende udbygning af Rungsted Havn var på tegnebrættet (Vist herunder).
Oplæg fra arkitekt. (Klik for større)
Havnechefen, Anders U. Söderberg havde i 2017 deltaget i FLIDs årsmøde (Foreningen af lystbådehavne i Danmark), hvor arkitekt Dan B. Hasløv fra  Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma I/S,  Byplankonsulenter / Urban Planning Consultants Arkitekter MAA havde præsenteret sit firmas visioner i forbindelse med havneudbygninger, ”Fra monokultur til multikultur” (Se herunder).
Fra monokultur til multikultur. (Klik for større)
Her er et link til hele præsentationen i PDF format: Havnekultur.

Efterfølgende bevilligede havnebestyrelsen midler til at indhente et projektforslag fra arkitektfirmaet for Rungsted Havn. Projektet var ikke kendt udenfor en lukket kreds, og bådejerne blev ikke spurgt.

På den baggrund bad RBL Rungsted Havn om aktindsigt i havneudvidelsesprojektet, som nu var blevet nævnt på en kommunalpolitikers facebookside med en entusiastisk beskrivelse af, at havnen nu skulle udvides med yderligere 200 - 250 bådpladser i en ny konstruktion mod øst.

Samtidig henledte RBL Hørsholm Kommunes opmærksomhed på den lukkede informations -  og referat -kultur, som Rungsted Havns bestyrelse udviste, og bad kommunen indskærpe nødvendigheden af, at havnen inddrager sine brugere i planlægningen på et relevant tidligt tidspunkt.

Både Rungsted Havn og Hørsholm Kommune nølede med svar, hvorfor RBL overgav sine krav til advokat.

D. 22/11/2018 om formiddagen indløb svar fra Havnebestyrelsen som beviligede RBL begrænset aktindsigt med henvisning til, at RBL ikke ansås at være interessent i sagen. Samtidig med dette svar modtog RBL en projektbeskrivelse og tegning af et udvidelsesprojekt for Rungsted Havn.

Samme dags aften på havnens informationsmøde på Rungstedgård meddelte Jørgen Thorsell, at projektforslaget var ”fejet af bordet”. Idet det var uigennemtænkt og at havneindløbet vendte mod øst.

RBL ankede havnens svar om aktindsigt og rykkede kommunen for svar om (forhandlings-) referat pligten.

For at imødegå at Rungsted Havn måtte videresende RBLs anke til rekursmyndigheden, bad Rungsted Havn ved Jørgen Thorsell og Henrik Jørgensen om et møde med RBLs bestyrelse.

Mødet blev afholdt d.22/1/2019 uden noget resultat bortset fra, at JT fortalte, at havneudvidelsesprojektet nu var udviklet videre til version  2, 3 & 4.

Endvidere meddelte JT, at hans og Rungsted Havns bestyrelses opfattelse var at havnens nuværende økonomi ikke kunne bære et projekt til vedligehold & renovering af havnen - med et budget på kr. 25 mill.; men at han derimod søgte finansiering til udbygning af havnen til ca. 110 mill. +

Han medgav ikke at have et svar på det økonomiske problem, at hvis de 800 nuværende bådpladser ikke kan bære omkostninger på 25 mill. til renovering, hvordan kan 1050 pladser (800 + 250) så bære en omkostning på 110 mill.?

Årsagen til at RBL på bådpladshavernes vegne presser på for at få mere åbenhed i havnebestyrelsens arbejde er, at vi ikke ønsker at ende op i en situation hvor vi bliver præsenteret for et færdigt udarbejdet projekt fra en havnebestyrelse, der ikke har ønsket at høre, hvad sejlerne ønsker. Vi har været ude for det før, og det var ikke tilfredsstillende for nogen af parterne.

Vi opfordrer havnebestyrelsen til at indlede en dialog med bådpladshaverne for at opnå et velargumenteret og sagligt grundlag. 

På denne baggrund vil RBL fortsat arbejde for øget indsigt i havnebestyrelsens arbejde og øget medbestemmelse for bådejerne , som har betalt og sikkert også i fremtiden vil komme til at betale mellem 70 – 80% af havnens udgifter.

Vi synes, at ”de som betaler for orkestret skal være med til at bestemme musikken”.

Bestyrelsen i Rungsted Bådelaug hører meget gerne fra medlemmerne med kommentarer, forslag og synspunkter til bådelaugets arbejde.

Hvis du ikke allerede er medlem eller har været medlem af Rungsted Bådelaug og gerne vil følge slagets gang med hvad der foregår i forbindelse med Rungsted Havn og bidrage til den gode udvikling for Rungsted Havn, så meld dig ind i Bådelauget nu.

Vi holder et vågent øje med hvad der foregår på Rungsted Havn og ikke mindst Rungsted Havns bestyrelse.

Rungsted i Marts 2019       

RBL Bestyrelsen


PS.:    Hvad er så status ??
Det er, at vi ikke ved, om Rungsted Havn forbliver som den er, eller om den forvandles til arkitektens totalvision (vist herunder) eller noget der imellem.
Arkitektens totalvision. (Klik for større)


fredag den 8. marts 2019

Vores nye brochure

Vores opdaterede brochure er online.

Se den ved at klikke på "om os" i menuen herover - eller klik her!

Side 1

tirsdag den 5. marts 2019

Indkaldelse til Ordinær Generalforsamling

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i Rungsted Bådelaug tirsdag den 26. marts 2019 kl. 19:00.

Generalforsamlingen afholdes i auditoriet på Rungsted Skole, Østre Stationsvej l A, 2960 Rungsted Kyst.

Dagsorden iflg. vedtægterne:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år, herunder en gennemgang af den aktuelle situation. RBLs planlagte fokus i 2019.
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab og godkendelse heraf.
  4. Fastlæggelse af kontingent.
  5. Behandling af indkomne forslag. Forslag der ønskes behandlet under punkt 5, skal være formanden i hænde en  uge  før generalforsamlingen: tv@sms-gruppen.dk.
  6. Valg af bestyrelse.
  7. Valg af revisor og bestyrelsessuppleant.
  8. Eventuelt.

torsdag den 28. februar 2019

Referat af 2018 Årsmøde for Rungsted Havn

Referat af Årsmøde for Rungsted Havn, torsdag den 29.11.2018.

Der var forinden årsmødet fremsendt følgende agenda:
  1. Velkomst
  2. Sådan gik året 2018
  3. Det sker i året 2019
  4. Resultatopgørelse 2018 (estimeret) og budget 2019
  5. Brugerundersøgelse blandt bådpladslejere
  6. Status bestyrelses projekter
  7. Spørgsmål/emner fra pladslejere, søsportsklubber og erhvervsforening
I det efterfølgende gives nogle (referentens, EHJ) bemærkninger til de enkelte punkter. Bemærkningerne følger ikke agendaen, da denne ikke blev fulgt slavisk! Plancherne der blev brugt under mødet kan findes på havnens hjemmeside under nyheder. Der opfordres til at se disse plancher.

Jørgen Thorsell (formand for havnebestyrelsen (JT)) bød velkommen, og opfordrede til en god sund dialog. Her efter præsenterede JT følgende planche:
  • Velkomst – v/ JT
  • Brugerundersøgelse v/ JT
  • De 4 udviklingsprojekter v/ JT
  • Økonomi 2018 og budget 2019 v/ AS
  • Året der gik 2018 v/ AS
  • Året der kommer 2019 v/ AS
  • Tendenser og udfordringer v/AS
  • Eventuelt v/ JT
Planchen fulgte ikke helt den fremsendte agenda.

Herefter præsenterede JT den næste planche:

”Bestyrelsens udgangspunkt"

Vi vil som bestyrelse:

Skabe en moderne kendt kvalitetshavn, der er et åndehul med masser af liv og livskvalitet, der er så attraktiv, så den giver mange flere lyst til flere sikre trygge oplevelser på, i og ved vandet.”

JT nævnte i denne forbindelse: ”Dette er meget mere end at have en plads i havnen”.

Det lyder meget sympatisk, men det store spørgsmål kan nu være, er bådpladslejerne enige i dette. Er det det bådpladslejerne også vil bruge penge på, eller er det måske mere en kommunal opgave? I hvor stor udstrækning er bådpladslejerne villige til at betale, ud over at få en god og sikker havn, der er i god vedligeholdelsesmæssig stand!?

Brugerundersøgelsen blandt bådpladslejerne blev omtalt. JT indledte, men overgav gennemgangen til Anders Söderberg (havnechef (AS)). Der henvises til plancherne (som kan ses på havnens hjemmeside). Den første planche under dette emne viser forholdet mellem tilfredshed og vigtighed. Det, der blev fremhævet som det vigtigste for undersøgelsen var, at tryghed på havnen anses som meget vigtigt, men tilfredsheden lå under hvad der var ønskeligt. Det skal nævnes, at tryghed i denne forbindelse ikke har noget at gøre med havnens sikkerhed i forbindelse med sejlads at gøre, men har at gøre med personers færden og evt. indbrud i både og biler. Havnebestyrelsen vil forfølge dette emne. I øvrigt henvises til havnens hjemmeside, hvor der pr. 13. december 2018 under ”RESULTAT AF BRUGERUNDERSØGELSE” er beskrevet AS’s resumé af brugerundersøgelsen.

På planchen ”mit største ønske til Rungsted Havn” kan læses nogle ønsker som AS havde valgt at medtage. Det skal med stor ros til AS nævnes, at ønsket ”At havnen igen overdrages til sejlerne” , og under planchen ”Dine råd og kommentarer” var medtaget: …..”den årlige leje behøver dog ikke stige mere.”!

Den næste planche var ”De 4 udviklingsprojekter”.

Det første projekt der er nævnt her er ”Ny indsejling”. Det første der bliver nævnt på denne planche er at ”Oprindelige forslag til ny indsejling sat på hold”. Det næste der bliver nævnt på planchen er ”Fremtidssikring af havnen”. Punkterne her under er meget relevante for sikring af den eksisterende havn. Så nævnes to løsningsforslag som overvejes, en minimumsløsning, som er en havneindsejling som nu, og en maksimumsløsning som er en havneudvidelse mod øst. Som stop/go kriterier for maksimumsløsningen er nævnt ”uændret bådpladsleje på eksisterende pladser” – ”Mindst 10% af ekstra indtægt skal som overskud bruges til at forbedre havnens økonomi” – ”Mindst 80% af nye pladser skal være udlejet inden igangsættelse”. Der bliver hele tiden nævnt ”løsningsforslag”, men hvad der egentlig skal ”løses” fortaber sig lidt i sammenhængen! Da hele denne sag om en ny indsejling startede, var det på grund af, at nogle følte, at der ved vind fra nord var for meget uro i yderbassinet! På havnemødet i 2017, blev det af et overvejende flertal af de fremmødte tilkendegivet, at den på det tidspunkt foreslåede havneudvidelse skulle stoppes!

Næste planche er: ”Projekt 2: Arealer på havnen”

Den omhandler:

At der er for få parkeringspladser når bådene er på land. Det er måske her spørgsmålet, om der er for få parkeringspladser til bådejerne der skal klargøre deres både, eller om der er for få parkeringspladser til restauranternes ansatte og gæster – eller begge dele!? Endvidere omtales trafikforhold, kørselsforhold rundt på, eller rundt om, arealerne. Ønsket om en legeplads nævnes også.

Næste planche er: ”Projekt 3: Havnefaciliteter”

Her omtales, at Rungsted Sejlklub, for de lokale sejlere, mangler et klubhus, som der står på planchen, er der tildelt et område ved havnekontoret, men et konkret løsningsforslag var ved havnemødet ikke på plads. Endvidere omtales det ønskelige i at have bad- og toiletforhold i den nordlige og sydlige ende af havnen. Endelig omtales et ”Multiklubhus” Men hvis KDY og Rungsted Sejlklub har et klubhus, er det så for de øvrige interessenter på havnen, vinterbadere….etc. (Der P.T. ikke betaler til havnen!)?

Næste planche er: ”Projekt 4: Havnepladser” se planchen for underpunkter.

Næste planche: ”Forventet driftsresultat for 2018 og budget for 2019”, se planchen.

Næste planche: ”BALANCE”, se planchen.

Næste planche: ”Et tilbageblik på 2018 v/AS”, se planchen.

Så følger to billeder der viser bådene på land for vinteren. Det må siges at være en effektiv udnyttelse af pladsen, men måske ikke så meget plads til forårsklargøring.

Næste planche: ”Hvad har vi i vente 2019 v/AS”, se planchen.

Om problematikken med mastekranen og personløft nævnte AS, at de arbejder på at få det lovliggjort.

Næste planche: ”Positive tendenser”, se planchen.

Her under nævnte AS, at der stadig er behov for mindre bådpladser, og at bådbestanden i Danmark er uændret, endvidere er der en faldende gennemsnitsalder for bådejere.

Næste planche var et billede AS havde taget samme dag som mødet. Denne dag var det ekstremt lavvandet, billedet afslørede hvor dårligt det står til med brohovederne. AS nævnte til slut, at hans største udfordring var at holde havnen flydende!

Sidste planche var et billede også fra samme dag, hvor en mindre fiskejolle ses at stå på grund i havnen. Overskriften til billedet var ”Glædelig jul og godt nytår”.

JT afsluttede med at ønske alle en glædelig Jul, udtrykte stor ros til AS for mødet og for arbejdet med havnen. Endvidere opfordrede JT til at komme med indlæg til kommende møder, til dette møde var der ikke indkommet indlæg!

Hørsholm i Februar 2019        Esper Høy Jørgensen

onsdag den 21. november 2018

ÅRSMØDE FOR RUNGSTED HAVN

Rungstedgaard, Rungsted Strandvej 107, torsdag den 29/11-18 kl. 1900

I henhold til ”Vedtægter for selvforvaltning af Rungsted Havn” §4.2, inviterer havnens bestyrelse hermed til årsmøde:

Havnebestyrelsen skal hvert år i november måned afholde et årsmøde med adgang for offentligheden, hvortil havnens bådpladslejere, alle søsportsklubber, erhvervsforening og disses medlemmer kan fremsende emner til drøftelse. Der kan ikke træffes beslutninger på mødet.
  1. Velkomst
  2. Sådan gik året 2018
  3. Det sker i året 2019
  4. Resultatopgørelse 2018 (estimeret)og budget 2019
  5. Brugerundersøgelse blandt bådpladslejere
  6. Status bestyrelses projekter
  7. Spørgsmål/emner fra pladslejere, søsportsklubber og erhvervsforening

Med venlig hilsen Bestyrelsen for Rungsted Havn

fredag den 14. september 2018

Rungsted Bådelaug

Klik for større
Klik for større
Klik for større
Klik for større

Meddelelse

Mogens Wassmann, mangeårigt medlem af Rungsted Baadelaug og medlem af foreningen bestyrelse døde efter kort tids akut sygdom og blev bisat fra Hørsholm Kirkegårds Kapel 1/8/2018.